Kampe mellem oprørsstyrker og regeringssoldater i den syriske storby Aleppo er torsdag taget til i styrke, og der meldes om hårde kampe flere steder i byen.
Det sker samtidig med, at den Den Arabiske Ligas fredsmægler, Lakhdar Brahimi, er ankommet til Damaskus.
I Aleppo har oprørsmilitser rykket deres positioner frem og taget kontrol med flere bydele i og omkring centrum af Syriens største by, siger indbyggere.
Mindst 11 mennesker er dræbt siden solopgang. De fleste ved et bombeangreb, hvor en kamphelikopter angreb et større vejkryds i bydelen Tariq al-Bab, oplyser Det Syriske Observatorium for Menneskerettigheder.
Centret indsamler fra sin base i London rapporter fra øjenvidner og oprørere om tabstal, som det dog er svært at få verificeret i det borgerkrigshærgede land.
- Oprørerne er rykket frem og kontrollerer Bustan al-Basha-distriktet, og de er også på vej ind i Suleyman al-Halabi, siger øjenvidner.
Begge distrikter ligger i centrum af Aleppo og er vigtige for begge parter.
Regeringssoldater forsøger tilsyneladende at svare igen ved at bombe andre distrikter, hvor oprørerne allerede står stærkt. Det gælder områder i den nordlige og i den sydlige del af byen.
Der er også rapporter om sammenstød andre steder i Syrien. En bilbombe eksploderede i hovedstaden Damaskus uden at ramme nogen torsdag. I Homs er der kampe i udkanten af byen.
Kampene finder sted samtidig med, at de arabiske landes fredsmægler, Lakhdar Brahimi, er ankommet til Damaskus i et forsøg på at dæmpe stridighederne.
Det er Brahimis første besøg i Syrien, efter at han afløste Kofi Anna som fredsmægler den 1. september.
Brahimi skal mødes med præsident Bashar al-Assad og udenrigsminister Walid al-Moualem.
/ritzau/AFP