Sympatien vælter ind over Suzanne Bjerrehuus.
Det sker efter lørdagens udgave af P3's 'Mads & Monopolet', hvor et dilemma kom lidt for tæt på hendes egen konflikt med sønnen og svigerdatteren og gjorde den ellers så seje kvinde blød, skriver BT.
- Jeg sidder med en kæmpe klump i halsen. Jeg er virkelig berørt af det her - det kunne have været mig, sagde hun i radioprogrammet.
Dilemmaet handlede om 22-årige Maria, der var blevet en overflødig brik i sin fars liv, efter han havde fået en ny kone. Og det mindede tilsyneladende svigermor-Bjerrehuus lidt for meget om det trekantsdrama, der i sidste uge rasede mellem hende, sønnen Oliver og hans kæreste Gunnvør.
Dramaet begyndte, da Oliver Bjerrehuus i dokumentarserien 'Olivers kamp' gjorde det klart, at han følte sig fanget mellem sin mor og kæreste.
Og nu flyder Suzanne Bjerrehuus' Facebook-profil over med kommentarer fra danskere, der lyttede med til programmet.
- Suzanne, jeg er fuld af respekt over for dig som person, for din medvirken i Mads & monopolet, Olivers Kamp, Mormors Bordel......for alt hvad du siger, for dit store hjerte, skriver Dorthe Rosager eksempelvis på hendes Facebook-profil.
Kilde: bt.dk