Politiet tog alternative metoder i brug, da de i nat slog klørene i en håndfuld notoriske tyveknægte.
Sømmåtter.
De fire formodede tyve, der sad i en sort Audi-stationcar, ræsede afsted fra Sæby mod Frederikshavn mellem klokken tre og fire i nat. Det fik Nordjyllands Politi til at tænke alternativt for at stoppe bilen.
"Nede på motorvejen står en patrulje klar med sømmåtter, som de smider på tværs af vejen, og dem smutter Audien så henover. De kører cirka et par kilometer, men så kan de ikke køre længere, for så er der ikke mere luft i dækkene, og så bliver de anholdt uden dramatik," fortæller vagtchef Per Vagn Nielsen.
Politiet mener, at de fire kendinge står bag flere indbrud i området. Gentagne gange er en sort Audi nemlig blevet set i forbindelse med indbrudene.
Nu skal der tages stilling til, hvorvidt de fire mænd skal fremstilles i grundlovsforhør med krav om fængsling.