Gæster skal betale. Patienter skal ikke.
Sådan bliver de nye parkeringsregler ved Odense Universitetshospital, der træder i kraft 1. december.
Men hvordan kan parkeringsanlægget vide, hvem der er patient, og hvem der er gæst?
Det vil ikke engang Parkeringsgruppen ApS, der står bag det nye parkeringsanlæg, afsløre endnu.
»Det er så avanceret og så nytænkende, at vi først vil afsløre systemets hemmeligheder, når det sættes i brug i december. Det gør vi blandt andet på grund af vores konkurrenter,« siger administrerende direktør for Parkeringsgruppen ApS, advokat Jørgen Pedersen.
Sygesikringskort
På Odense Universitetshospitals hjemmeside kan man imidlertid læse, at det nye parkeringssystem kommer til at fungere efter samme princip som på biblioteket.
Når patienterne ankommer til hospitalet, skal de trække deres sygesikringskort igennem betalingsanlægget og får derved en gratis parkeringsbillet, som de skal lægge i bilens forrude.
»Det er – for at sige det lidt moderne – en skidesmart måde, at omgå de omstændige parkeringsregler på. Parkeringsanlægget registrerer, om patienten har en aftale på hospitalet, og herefter bliver der printet en gratis billet ud,« siger vicekontorchef Finn Taarup fra Odense Universitetshospital.
Følsomme oplysniger
Direktøren for Parkeringsgruppen ApS ønsker ikke at kommentere fremgangsmåden, men siger, at det nye parkeringsanlæg kræver tilladelse fra flere myndigheder.
»Systemet skal tages i ed af myndighederne, da det behandler personfølsomme oplysninger,« siger Jørgen Pedersen fra Parkeringsgruppen ApS.
Ifølge Odense Universitetshospital bliver det nødvendigt at lave en ændring i registerforeskrifterne, så Datatilsynet er klar over, at patientregisteret skal køres sammen med det nye parkeringsregister.
Gæster betaler
For alle, der ikke er patient eller ansat på Odense Universitetshospital, koster det fremover en endnu ukendt takst at parkere ved hospitalet i dagtimerne. Helt præcis hvor meget vides endnu ikke.
Søndage og helligdage er alt parkering dog gratis, og det vil fortsat være gratis at parkere alle ugens dage vest for Højhuset og på parkeringspladserne ved Dyrskuepladsen.
På parkeringspladserne nær hospitalet gælder betalingsperioden mandag til lørdag fra klokken 8 til 16.