En mandlig sygeplejerske fra USA er under anklage for at have stjålet flere hundrede kropsdele fra begravelsesforretninger i det nordøstlige USA. Michael Mastromarino, som han hedder, solgte dem for mere end 35.000 kroner stykket.
Køberne - virksomheder, der brugte kropsdelene til transplantationer – påstår, at de intet vidste om den ulovlige handel. Det skriver Livescience.com.
Den 44-årige Mastromarino var ejer af medicinalvirksomheden Biomedical Tissue Services og han kendte industrien indefra. Derfor vidste han, hvor han kunne afsætte kropsdelene.
Det gik blandt andet ud over en mand ved navn Cooke, der døde i 2004. Virksomheden ’Regenation’ modtog hans arme og ben.
Cookes journal afslørede også, at mandens bækken og andre kropsdele var blevet fjernet, men det er uklart, hvem der modtog dem.
Cookes datter, Susan Cooke Kittredge, siger, at Regeneration aldrig overvejede at tjekke hendes fars lægejournal om, hvorvidt han havde indvilliget til at donere sine organer. Kittredge er overbevist om, at firmaet vidste besked om, hvad Mastromarino havde gjort.
- Hvis man ser på det med etiske briller, har de begået de samme forbrydelser som Mastromarino, siger Kettredge til Livescience.com.
- De løj, de begik bedrageri. De gjorde stor skade ved at tage kropsdelene. De undersøgte tydeligvis ikke, om familiens eller den sygdomsramtes (Cooke. red.) ønsker var opfyldt. De har skabt stor skade og sorg. Det handlede kun om penge, siger datteren videre.
Kevin Dean, der er advokat for mere end 27 pårørende til mennesker, hvis legemsdele Mastromarino har stjålet, regner med, at svindleren erklærer sig skyldig.