I dag skulle retssagen mod FCN-ejer Allan K. Pedersen have været indledt og spørgsmålet om, hvorvidt FC Nordsjælland Holding blev solgt for billigt i 2008, skulle være kommet nærmere et svar.
Men da Pedersens advokat ifølge flere medier er blevet syg, har Østre Landsret måttet udsætte sagen på ubestemt tid.
Sagen skulle have været begyndt klokken 9.30 ved Østre Landsret mandag, og desuden var tirsdag og næste mandag også afsat til at undersøge, om kreditorerne i Allan K. Pedersens krakkede selskab AKP Holding er blevet snydt for penge.
Kurator for boet mener, at forretningsmanden betalte cirka 35 millioner kroner for lidt, mens FCN-ejeren selv mener, at han har givet det, som klubben dengang var værd.
FC Københavns næstformand Niels-Christian Holmstrøm er indkaldt som syns- og skønsmand i sagen.
/ritzau/