Der spekuleres i, hvorfor - og ikke mindst hvordan - pop-ikonet Prince døde torsdag aften i sidste uge.
Nu fortæller hans svoger, Maurice Phillips, ifølge engelske Mirror, at Prince ikke havde sovet i over seks døgn.
- Jeg var sammen med ham i sidste weekend. Han arbejdede i 154 timer i træk. Han var en god svoger, siger Maurice Phillips, der er gift med Prince's søster, Tyka Nelson.
Prince havde angiveligt et højt forbrug af det smertestillende og søvndyssende præparat Percocet. Præparatet, som er receptpligtet, siges at virke opkvikkende i ekstreme tilfælde. Især når det indtages sammen med andre præparater.
Politiet undersøger nu, hvordan Prince skulle have fået fat i den receptpligtige medicin - og om han har fået den af en godkendt læge.
Politiet har i følge BT ikke ønsket at kommentere denne teori, men venner til den afdøde frygter, at han har haft en farlig kontakt til en læge, ligesom Michael Jackson havde, da han døde i 2009.
Der bliver også spekuleret i, hvad årsagen var til, at Princes fly fredagen inden hans død måtte nødlande på vej hjem fra en koncert i Atlanta. Den 57-årige sanger faldt om i flyet.
I følge det amerikanske medie, TMZ, fik Prince en såkaldt "rednings-insprøjtning", mens det officielt er blevet sagt, at han blev behandlet for 'dehydrering' og 'influenza-lignende symptomer'.