Svømmer får has på dansk rekord i London

Svømmeren Jonas Larsen blev nummer seks ved de paralympiske lege og fik samtidig ram på 12 år gammel rekord.

Den danske svømmer Jonas Larsen fik som ventet svært ved at blande sig i medaljekampen i 150 meter medley ved de paralympiske lege i London.

Det blev til en sjetteplads for den danske atlet.

Men der var alligevel god grund til glæde hos den danske svømmer, der med tiden 2.46,15 minutter satte personlig rekord.

Og ikke nok med det. Han fik også has på John Peterssons 12 år gamle danske rekord, der lød på 2.46,99 minutter. Den tid indbragte i sin tid John Petersson en bronzemedalje ved de paralympiske lege i Sydney.

Vinderen af søndagens finale blev Cameroun Leslie fra New Zealand. Guldvinderen satte endda verdensrekord med tiden 2.25,98 minutter.

Jonas Larsen nåede som den første af de danske svømmere finalen ved de paralympiske lege i London.

/ritzau/

Følg os på Facebook

Så får du nyheder direkte leveret, og kan deltage i debatten på vores artikler.