Torsdag aften stod den danske svømmeyndling Amalie Vinther endelig i en finale ved de paralympiske lege. Efter at have misset kvalifikationen til fire finaler i løbet af legene lykkedes det den 16-årige Thisted-pige at nå 100 meter fri-finalen.
Amalie Vinther var dog havnet i et særdeles barsk selskab, og danskeren måtte nøjes med en ærefuld syvendeplads. Danskeren vendte som sidste svømmer, men satte en stærk slutspurt ind.
Danskerens tid lød på 1.11,30 minutter og er nu personlig rekord.
Vinderen af finalen blev amerikanske Jessica Long. For anden gang på samme dag slog hun verdensrekorden, der nu lyder 1.05,63.
Herefter fulgte den britiske hjemmebanefavorit Heather Frederiksen. Og australske Maddison Elliott tog sig af bronzen.
Trods den sekundære placering var Amalie Vinther lykkelig for sin præstation:
- Det føles helt fantastisk lige nu. Og at jeg sætter ny personlig bedste tid føles også rigtig godt.
Amalie Vinther lavede endda en såkaldt Jeanette Ottesen lige før finalen. Der kom nemlig en revne i hendes svømmedragt, og hun blev nødt til at skifte. Men det slog ikke den unge dansker ud.
- Vi var godt forberedte, så det påvirkede mig overhovedet ikke.
Finalen var Amalie Vinthers sidste optræden ved de paralympiske lege i London. Og det er umiddelbart en underlig følelse:
- Det er lidt surrealistisk. Man har gået og forestillet sig, hvordan legene ville være. Men man kunne slet ikke forestille sig, hvor vildt det egentlig er.
- Jeg har fået blod på tanden, siger Amalie Vinther.
De paralympiske lege slutter på søndag.
/ritzau/