En midaldrende mand fra Sverige kan se frem til en sigtelse for truende adfærd og for at forstyrre ro og orden i et fly på vej fra Istanbul i Tyrkiet til Københavns Lufthavn tirsdag eftermiddag.
Det oplyser vagthavende hos politiet i Københavns Lufthavn.
Manden var passager i flyet og sad bagved en tyrkisk familie på tre, der var på vej på en uges ferie i Sverige via København.
Uvist af hvilken grund begyndte manden at sparke på ryggen af et af sæderne på rækken foran.
Da et af familiemedlemmerne rejste sig og bad ham stoppe, kastede den midaldrende mand sig over ham og bed ham, så han fik tandmærker i armen.
- Kabinepersonalet forsøgte at adskille parterne ved at flytte familien til business class, men manden fulgte med og forsøgte at komme ud og tæve videre, siger vagthavende.
Da flyet landede i lufthavnen, stod politiet klar til at anholde manden.
Tirsdag aften overvejede politiet, hvilke paragraffer han har overtrådt med sin voldelige adfærd i flyet.
- Familien har ikke ønsket at anmelde ham for vold. De prioriterer deres ferie i Sverige højere end en tur på skadestuen i København for at få anmeldt en voldssag, siger vagthavende.
- Men manden kan stadig se frem til at blive sigtet for at skabe uorden i flyet og for sin truende adfærd.
/ritzau/