Svennis fortsætter karrieren i Thailand

Den svenske fodboldtræner Sven-Göran Eriksson bliver sportsdirektør i en thailandsk klub.

Sven-Göran Eriksson har været vidt omkring i sin karriere som træner og manager, og nu føjer svenskeren endnu et farverigt kapitel til sit cv.

Den 64-årige tidligere landstræner bliver sportsdirektør i den thailandske klub Tero Sasana FC.

Svenskeren bliver - trods sin position uden for banen - således den største profil i klubben, og klubdirektør Robert Procureur har forventninger til Eriksson.

- Jeg tror, at spillerne er ivrige efter at lære fra en verdensklasse-ekspert. Ud over at forbedre holdet regner jeg med, at hans tilknytning til klubben vil betyde international opmærksomhed på Thai Premier League, siger Robet Procureur.

Sven-Göran Eriksson har været manager i blandt andre Manchester City og Roma.

Han har været landstræner for England, Mexico og Elfenbenskysten.

/ritzau/Reuters

Følg os på Facebook

Så får du nyheder direkte leveret, og kan deltage i debatten på vores artikler.