Danmark har fået sin anden guldmedalje ved OL i Tokyo.
Og selvfølgelig blev det hele Danmarks gulddreng, badminton-spilleren Viktor Axelsen, som hentede medaljen af fineste karat.
Første sæt begyndte meget lige med spil bølgende over nettet i begge retninger.
Midt i sættet var det dog stille og roligt Viktor Axelsen, som fik overtaget og lige så stille og roligt trak fra sin modstander Chen Long.
Viktor Axelsen kom så godt afsted, at han faktisk havde hele syv sætbolde til at afgøre første sæt, der endte 21-15 til danskeren.
I andet sæt fortsatte Viktor Axelsen i suveræn stil med varieret spil og især nogle voldsomme smash, som hans kinesiske modstander havde svært ved at dæmme op imod.
Andet sæt gik til Danmark og Viktor Axelsen med cifrene 21-12 og dermed var sejren og den suveræne guldmedalje i hus i to sæt.
Den danske topspiller vekslede dermed bronzemedaljen fra OL i Rio i 2016 til guld, mens guldvinderen fra samme lege denne gang måtte nøjes med sølv.