Fremover er det en god idé at tjekke speedometeret en ekstra gang, lette foden fra speederen og muligvis træde en smule på bremsen, hvis du kører forbi et vejarbejde.
Fra den 15. april 2014 bliver der i hvert fald dobbelt op på straffen for hastighedsovertrædelser ved vejarbejde eller arbejde af tilsvarende karakter. Det har et flertal i Folketinget vedtaget tirsdag.
Samtidig kan bilister, som kører for stærkt sådanne steder, nu få en betinget frakendelse af førerretten allerede ved hastighedsoverskridelser på 40 procent (mod 60 procent i dag).
- For høj fart er skyld i mange alvorlige trafikulykker, og de mennesker, der arbejder på vores veje, har vi et ansvar for at passe godt på, så de kan udføre deres arbejde under sikre og trygge forhold, siger justitsminister Karen Hækkerup (S) i en pressemeddelelse.
- Nu fordobler vi bøden for at køre for stærkt og nedsætter grænsen for, hvornår der skal ske betinget frakendelse af førerretten. Det skaber et klart incitament til at tage hastighedsnedsættelsen ved sådanne arbejder alvorligt, mener ministeren.
Folketinget har samtidig vedtaget en lov, der medfører, at sager om ikke-klipudløsende hastighedsforseelser konstateret ved automatisk trafikkontrol ekspederes med "den fornødne hastighed", skriver Justitsministeriet.
De skærpede sanktioner for hastighedsovertrædelser er et led i regeringens fortsatte indsats for at forbedre færdselssikkerheden, meddeler ministeriet.
Rådet for Sikker Trafik anslår ifølge Justitsministeriet, at hvert tredje trafikdrab ville kunne undgås, hvis alle overholdt hastighedsgrænserne.
Regeringen er derfor klar til at skærpe indsatsen over for de bilister, som ikke overholder hastighedsgrænserne, lyder det fra ministeriet.
/ritzau/