Det kan koste dyrt at dræbe en modspiller i onlinespil, som World Of Warcraft. I hvert fald hvis man stikker af med ofrets ejendele og sælger dem videre på onlineauktioner som eBay.
Skatteminister Kristian Jensen (V) overvejer at blåstemple indtægter fra online verdener ved at gøre dem skattepligtige.
Allerede nu har objekter, som sværd, ejendomme og ædelstene fra spil, værdi og bliver handlet til store summer på auktioner som eBay.
Enorm økonomi
Eksperter vurderer den virtuelle økonomi til at udgøre mellem to og 20 milliarder dollars årligt.
Hvis den økonomi bliver skattepligtig, så repræsenterer de virtuelle ejendele for alvor en værdi i virkeligheden.
»Hvis en person i et spil stjæler fra en anden person i spillet, og den mulighed er en del af spillets regler, så er der ikke noget galt med det strafferetsligt. Men hvis spillets regler ikke lægger op til tyveri mellem spillere, så vil der være tale om en form for bedrageri,« siger professor i strafferet ved Københavns Universitet Vagn Greve.
Skatteministerens sværd
Danske jurister kan kun vanskeligt forholde sig til problemstillingen.
Men i udlandet bliver juraen i online- verdener diskuteret heftigt på hæderkronede universiteter som Harvard, Stanford og Yale.
Der findes nemlig allerede tilfælde, hvor personer er blevet dømt for tyveri af virtuelle ejendele som magiske ringe og ekstra solide rustninger. Det tvivler skatteministeren dog på vil ske i Danmark.
»Vi er først lige begyndt at se på forholdene i virtuelle verdener. Men jeg tvivler på, at du ville ende i fængsel, hvis du stjal et magisk sværd fra mig i et spil, også selvom det repræsenterer en værdi i virkeligheden,« siger Kristian Jensen, der indtil videre er regeringens repræsentant i de virtuelle verdener.
I Japan blev en kinesisk udvekslingsstudent sigtet for omfattende kriminalitet i spillet Lineage 2.
Han havde angiveligt overfaldet tusindvis af spillere og videresolgt deres ejendele. Han kan dog prise sig lykkelig for, at han ikke udførte kriminaliteten i sit eget hjemland, for her afviser politiet sager om virtuelt tyveri, og det har kostet menneskeliv.
Livstid for drab
Qiu Chengwei afsoner i dag en livstidsdom for drab. Han havde lånt sin kammerat Zhu Caoyuan et magisk sværd. Men i stedet for at dræbe drager med det, solgte Zhu Caoyuan det på eBay for 5.000 kroner.
Qiu Chengwei gik straks til politiet, men blev afvist gentagne gange. Til sidst opsøgte han vennen og dræbte ham i afmagt.
Ekstremiteten i eksemplet er heldigvis enestående, men problemstillingen er ved at blive almindelig. I Sydkorea, hvor indbyggerne er bidt af onlinespil, efterforsker politiet årligt omkring 22.000 sager om videresalg af stjålne virtuelle objekter.
For de fleste lyder det hele muligvis en anelse besynderligt. Men der findes millioner over hele verden, der bruger det meste af deres tid i onlineverdener. Derfor er det temmelig heftige tids-, og i nogle tilfælde økonomiske investeringer, der står på spil.
Faktisk er virtuelle sværd, rustninger og ringe så værdifulde, at de fleste spilverdener er plaget af asiatiske »sweat-shops«, hvor unge kinesere sidder og spiller dagen lang og på den måde skaffer deres arbejdsgiver værdifulde våben og valuta, som bliver videresolgt til overpris på det sorte marked.