Storm udsætter US Open-finale til søndag

Serena Williams og Victoria Azarenka kommer ikke i kamp i aften i kvindernes finale ved US Open i New York.

Stormvejr omkring New York betyder, at kvindernes finale ved US Open i tennis er blevet udsat til søndag.

Det var ellers meningen, at Serena Williams og Victoria Azarenka skulle afgøre sagerne lørdag, men finalen er nu pillet af programmet.

- Vejrudsigten for i aften lover storm, regn og hård vind.

- På grund af udsigten til den slags vejr, så er kvindernes finale udsat til søndag, siger en talsmand fra US Open.

Klokken 19 dansk tid er der dog aktivitet på banerne i Flushing Meadows i New York, da Andy Murray og Tomas Berdych er i gang med en semifinale i herrernes singlerække.

Senere på aftenen skal Novak Djokovic op imod spanske David Ferrer i den anden semifinale, hvis vejret tillader det.

/ritzau/

Følg os på Facebook

Så får du nyheder direkte leveret, og kan deltage i debatten på vores artikler.