Danske sygehuse er ikke lige gode til at redde danskernes liv.
Nye tal - de såkaldte hospitals-standardiserede mortalitetsrater - viser, at der er store forskelle på dødeligheden på sygehusene.
Det skriver Ekstra Bladet.
For eksempel dør flere patienter på sygehuse i Region Sjælland end i resten af landet.
Alene i tredje kvartal af 2011 døde 96 patienter flere, end der ville have gjort, hvis regionens sygehuse havde samme niveau som sygehusene i resten af landet. Region Sjælland har en overdødelighed på 14 procent.
Hos foreningen Danske Patienter finder direktør Morten Freil det uacceptabelt, at der er så stor forskel på regionerne.
Han opfordrer patienterne til at udnytte deres rettigheder.
"Jeg synes, at patienter med fordel kan tage til de regioner, hvor de har mindst dødelighed og få behandling. Vi har frit sygehusvalg. Derfor kan man for eksempel sagtens tage til København," siger Morten Freil til Newspaq.
Men det en lappeløsning, understreger han. Det er bedre at sørge for ens kvalitet på alle sygehusene.
Årsagen til forskellene kan være mangel på gode læger, fejlmedicinering og dårlig hygiejne.
I Region Hovedstaden har netop disse problemer været fokusområde, fortæller koncerndirektør Svend Hartling.
"Vi har lavet forskellige tiltag for at gøre dødeligheden så lav som muligt. Blandt andet har vi samlet ekspertisen på nogle få specialiserede enheder," siger han til Ekstra Bladet.
Sygehuset i Nykøbing Falster har landets højeste dødelighed. Her er den såkaldte overdødelighed 47 procent over landsgennemsnittet.
Der er størst chance for at overleve i København.
Dødelighed i regionerne. Region Sjælland er værst. Hovedstaden er bedst:
Sjælland - 14 procent over landsgennemsnittet
Nordjylland - 8 procent over landsgennemsnittet
Syddanmark - 0 procent - på landsgennemsnittet
Midtjylland - 1 procent under landsgennemsnittet
Hovedstaden - 8 procent under landsgennemsnittet
Kilde: sundhed.dk