Aros store udstillinger i 2007 blev en publikumsmæssig forbier, og kunstmuseet kan se tilbage på det hidtil dårligste besøgstal siden åbningen i 2004. Aros havde budgetteret med at trække 300.000 gæster indenfor, men blot 232.000 kom.
»At der er kommet så mange færre er en klar skuffelse, og det er vi rigtigt ærgerlige over,« siger kommunikationschef Bjarne Bækgaard.
Besøgstallet betyder, at Aros mangler knap tre millioner kroner i budgettet, men da det allerede i foråret stod klart, at publikum svigtede, er det lykkedes Aros at spare og reducere underskuddet til halv million kroner.
Mere af det brede
Det er særligt de store udstillinger med Paul McCarthy og Mariko Mori, der har trukket færre gæster end forventet, og det giver stof til eftertanke. Ifølge Bjarne Bækgaard vil Aros fremover lave flere udstillinger med ældre, populær kunst, som taler til et bredere publikum.
Mens Aros skuffede, satte Den Gamle By ny besøgsrekord med 388.000 gæster i 2007.