TV3's Formel 1-ekspert, Nicolas Kiesa flytter efter 17 år.
Den danske tidligere racerkører og nuværende tv-ekspert ved Viasats Formel 1-udsendelser, Nicolas Kiesa, har solgt sin ejendom Sølvbækgård.
Det skriver Ekstra Bladet.
På Instagram skriver 45-årige Nicolas Kiesa, at han er stolt over, "hvad jeg langsomt byggede op".
- Jeg kunne underholde timevis med de oplevelser dette sted har givet mig, ikke mindst da jeg overtog ejendommen, hovedhuset var ikke engang malet færdig, der var ingen garager, træer, legeplads, terrasse, parkering og søen, skriver han og tilføjer, at "sådant landsted er nærmest et andet job i sig selv".
Ekstra Bladet har kigget i tingbogen og noterer, at Nicolas Kiesa har fået syv millioner kroner for ejendommen, som ligger i Køge Kommune.
Nicolas Kiesa har datteren Hollie Nolia sammen med Mascha Vang. De skiltes i 2010 og var "grundlæggende forskellige", fortalte den daværende racerkører den gang.
Nicolas Kiesa har købt en villa i Lille Skensved. Den gav han ifølge Ekstra Bladet 6.042.000 kroner for.