I de tidlige morgentimer 18. marts 1990 lister tre mænd sig ind på Isabella Stewart Gardner Museum i Boston. De slipper af sted med 13 kunstværker, der tilsammen har en værdi på 1,5 milliarder kroner.
Malerier af Rembrandt, Degas og Monet forsvinder i det største kunstkup i USA til dato, og selvom museet udlover en dusør på 25 millioner kroner for oplysninger, der kan føre til malerierne, er de i dag stadig efterlyst.
Boston-tyveriet er langt fra det eneste, hvor værdifulde kunstværker er forsvundet.
Har et stjålet maleri en værdi på over 1,8 millioner kroner, er der mellem 70 og 85 procent risiko for, at det aldrig dukker op. Det viser en statistik fra Art Loss, en international organisation, der siden 1991 har sporet stjålne kunstværker. London-afdelingens direktør, Julian Radcliffe, har foreløbig været med til at genforene stjålen kunst for mere end en halv milliard kroner med de retmæssige ejere, men oftest forsvinder malerierne.
»Malerierne af de største kunstnere bliver stadig mere værd, og derfor ser vi også flere tyverier. Problemet er, at malerierne ofte er væk - eller gemmer sig i den kriminelle underverden i årtier, før de bliver fundet,« fortæller Julian Radcliffe.
Kriminalinspektør Kjeld Agerskov Petersen, der er Rigspolitiets ekspert i kunsttyverier, er ikke overrasket over tallene.
»Tyverierne bliver begået af kriminelle, der ikke aner, hvad de har med at gøre,« konstaterer han.
Og netop det er en af grundene til, at så mange malerier går tabt.
Forsvinder i 20 år
Ifølge Julian Radcliffe bliver de stjålne malerier ofte i de kriminelle miljøer i over 20 år, før de dukker frem af disen.
De havner i loftsrum eller kældre, hvor fugt kan gnave sig ind på værket og ødelægge det for stedse. Den skøre samler, der har et hemmeligt rum til sin stjålne Picasso, eksisterer nemlig ikke, og det kommer bag på mange tyve, der ikke aner, hvad de skal stille op med deres millionfangst. Ofte bliver malerierne først fundet, når tyven er død.
Andre gange bliver kunstværkerne solgt for en slik til folk, der ikke aner, hvad de har købt, og først generationer senere opdager, hvad de har haft hængende over sofaen.
Ødelægger malerier
Endelig bliver mange malerier også ødelagt af tyvene for at skaffe beviser af vejen.
Det fortæller hollænderen Ton Cremers, der har fulgt kunsttyverier i årtier og holder oplæg, når Interpol hvert andet år afholder konference om kunsttyverier.
Det skete for eksempel i 2001, da politiet i Schweiz fangede kunsttyven Stephane Breitwieser, der forinden havde listet 172 uvurderlige kunstværker ud af museer i fem europæiske lande. Værkerne blev gemt i moderens lejlighed, og da hun hørte, at sønnen var blevet arresteret, klippede hun 60 uvurderlige malerier i småstykker, som bid for bid blev båret væk med skraldet.
Inden politiet stoppede hende, havde hun desuden smidt 109 smykker, antikviteter og kulturarvsstykker ned i en nærliggende kanal.
»På den måde kommer vi alle sammen til at betale en pris for, at kunsttyvene er uvidende,« siger Ton Cremers. Det er dog ikke altid, kunstværkerne forsvinder. Julian Radcliffe arbejder i øjeblikket på 150 sager, hvor stjålen kunst er på vej tilbage til den retmæssige ejermand.
»Forhandlingerne foregår mellem kriminelle eller med købere, der ikke har anet, hvad de har mellem hænderne, og dem, der i virkeligheden ejer kunsten,« fortæller han.
Men ingen af de fundne kunstværker er fra museet i Boston, hvor uvurderlig kunst blev stjålet for 18 år siden.
Her hænger de tomme rammer stadig som en påmindelse om røveriet tilbage i 1990.
Art Loss Register (ALR) er verdens største database over forsvundne eller stjålne kunstværker
Den indeholder flere end 180.000 registrerede genstande.
ARL
samarbejder med politi, toldmyndigheder, forsikringsbranchen og
kunsthandlere over hele verden og sporer også selv stjålne kunstværker.
ALR var i 1999 med til at finde Cézannes Bouilloire et
Fruits , der blev stjålet i 1978. I 2005 fandt virksomheden Picassos
Woman in white reading a Book , der forsvandt i 2005.