Efter 20 sæsoner med håndbold på allerhøjeste niveau er det tid til at sige stop for målmanden Steinar Ege.
Den 40-årige norske stjerne blev arbejdsløs, da AG København gik konkurs denne sommer, og han har ikke haft lyst til at fortsætte håndboldlivet i en anden klub.
- Jeg har spillet håndbold hele livet og været fuldtidsprofessionel i 15 år. Det har givet mig og min familie nogle fantastiske oplevelser, som jeg er meget taknemmelig for, og jeg har opnået nogle ting, som meget få sportsfolk får lov til, siger Ege.
- Nu er tiden inde til, at jeg skal prøve noget andet og til at udfordre mig selv på nye områder, siger han i en pressemeddelelse.
Steinar Ege har spillet for tyske storklubber som Gummersbach og THW Kiel, inden han i 2006 skiftede til FCK Håndbold. Her var han frem til 2010, hvor klubben lukkede, med til at vinde både DM-guld og spille klubben i finalen i EHF Cuppen.
I 2010 gik turen videre til AG København, hvor han var en afgørende figur i den storsatsende klubs bratte opstigen.
Han vandt DM-guld med klubben to gange og var - indtil han blev skadet i marts 2012 - med til at sikre succes i Champions League, hvor det blev til en plads i finalen i Final Four, hvor holdet dog tabte til THW Kiel.
Men så gik klubben pludselig konkurs i sommeren 2012:
- Det har selvfølgelig været en svær periode, men jeg har det rigtig godt med beslutningen om at stoppe. Jeg er helt afklaret og glæder mig til et nyt kapitel, hvor jeg både skal lære, men også kan drage fordel af mine mange år i elitesport, siger Ege.
/ritzau/