Som det første medlem af SF's folketingsgruppe meddeler energiordfører Steen Gade ud, hvem han støtter op om i formandskampen.
- Jeg vil gerne opfordre Astrid Krag til at stille op som formand i SF. Jeg har kendt hende længe. Hun kender partiet, og hun kender danskerne, siger Steen Gade til Ritzau.
- Hun er dygtig, og det, jeg lægger mest vægt på, er, at hun kan fortsætte Villys linje om at samle partiet og være et indflydelsesparti med regeringsansvar. Hun kan sætte en kurs, der går fremad, og det har Danmark brug for efter 10 år med en VKO-regering, siger han.
Steen Gade er ellers blev nævnt som en del af partiets grønne fløj, hvor Ida Auken indtil hendes afvisning af et kandidatur søndag morgen var en oplagt kandidat til posten.
Men Steen Gade afviser snakken om fløje og slår fast, at hans opbakning hele tiden har ligget hos sundhedsminister Astrid Krag.
- Jeg har villet opfordre Astrid Krag til det hele tiden, men jeg synes, tiden var inde nu, siger Steen Gade.
- Jeg mener, at Astrid er en samlende figur, og det er i virkeligheden derfor, at jeg opfordrer hende til at stille op, tilføjer han.
Astrid Krag er den umiddelbare favorit til at overtage formandsposten fra Villy Søvndal, der fredag formiddag meldte sin afgang. Hun har dog endnu ikke meldt sig som kandidat til posten.
Derudover har det fynske folketingsmedlem Annette Vilhelmsen luftet tanken om at stille op og tilføjer i den forbindelse, at det er der mange i partiet, der overvejer lige nu.
Ifølge iagttagere er en anden oplagt kandidat Lejre-borgmester Mette Touborg, mens profiler som Thor Möger Pedersen, Jesper Petersen og Pia Olsen Dyhr alle har takket nej til at lede partiet.