En 47-årig kvindelig social- og sundhedsassistent havde en svimlende promille på hele 3,76, da hun for godt et halvt år siden baldrede ind i en parkeret bil i sin arbejdstid.
Uheldet fandt sted den 22. marts i år. Sosu-assistenten er nu blevet idømt 30 dages betinget fængsel, en bøde på 22.000 kroner og en tur i alkoholbehandling. Det skriver Lokalavisen.dk.
Derudover må hun ikke sætte sig bag rattet i fem år.
Kvinden forklarer selv, at hun husker at være taget på job om morgenen, men derudover intet husker, indtil hun ved middagstid stødte brutalt ind i en parkeret bil og endte på hospitalet.
Hun havde drukket sig fuld aftenen inden på grund af nogle tragiske omstændigheder i privatlivet.
En promille på 4 kan være decideret livsfarlig, så det var ikke en ufarlig brandert, sosu-assistenten tågede rundt i - slet ikke når hun oven i valgte at køre bil imens.
Ingen kom noget til ved uheldet.