Det går ikke godt for kongehuset. Først var republikansk modstand nærved at vælte tronfølgeloven - og i går aftes blev kongeskibet Dannebrog så vædret af en spritsejler i Øresund.
Spritsejleren havde svært ved at styre sin båd og ramte kongeskibet ud for Tuborg Havn i København. Det skriver Ekstra Bladet.
"Sejlbåden havde ligget i læ af Dannebrog, men pludselig kom der vind i sejlene, så den sejlede ind mod kongeskibet. Omkring 15 matroser og officerer forsøgte at råbe manden op, men han kunne ikke styre den væk," fortæller øjenvidnet Lars Knudsen til ekstrabladet.dk.
Kongeskibet fik skader på skroget, og flagspillet på skibet blev ødelagt, så Dannebrog, der var på halv efter de tre soldaters død i Afghanistan, faldt i havet.
"Klokken 20.10 fik vi en anmeldelse om, at kongeskibet Dannebrog var blevet påsejlet ud for Tuborg havn. Skibet havde fået skader på flagspillet og ridser på skroget," fortæller vicepolitiinspektør, Niels Jørgen Møller, fra Nordsjællands Politi i Gentofte.
Efter påsejlingen flygtede sejleren med sine fire passagerer. Han blev dog senere pågrebet af politiet.
Ingen af de kongelige var ombord ved påsejlingen.