Ukrainsk militær og landets hospitaler får nu hjælp fra en uventet kant.
I Letland er man nemlig begyndt at beslaglægge biler fra stærkt berusede chauffører.
De beslaglagte køretøjer bliver sendt mod Ukraine, og onsdag var det syv biler, der blev sendt afsted.
Det stopper dog ikke der. Spritbilisterne er åbenbart så mange, at Letland har lovet at sende over 20 biler afsted hver uge.
Tallene viser da også, at Letland, som har 1,9 millioner indbyggere, kan holde løftet. I løbet af bare to måneder er der beslaglagt 200 biler fra trafikanter med en for høj promille.
Ifølge Reinis Poznaks, der står bag ngo'en, der ekspederer de beslaglagte biler til Ukraine, er antallet skræmmende højt.
- Ingen forventede, at så mange folk kørte spritkørsel, at de (myndighederne, red.) ikke kan nå at sælge bilerne så hurtigt, som folk drikker.
- Det var derfor, jeg kom på idéen at sende dem til Ukraine, siger han.
Ngo'en har sendt omkring 1.200 køretøjer til Ukraine siden krigens start.
Historien melder intet om det sker med spritbilisternes velsignelse eller ej.