Danske Lars Baks holdkammerat på Lotto-Belisol og tre gange etapevinder under årets Tour de France, André Greipel, kører med, når det danske etapeløb Post Danmark Rundt går i gang den 22. august.
Det oplyser Danmarks Cykle Union.
- Vi kommer til at opleve en parade af superstjerner i årets Post Danmark Rundt, mener løbsdirektør Jesper Worre i en pressemeddelelse.
- Det bliver det stærkeste feltet nogensinde, og jeg glæder mig specielt til de store sprinteropgør mellem verdens bedste sprintere.
I forvejen har belgiske Tom Boonen fra Omega Pharma-Quick Step meldt sin ankomst, mens unionen selv hæfter sig ved, at både Bradley Wiggins og Mark Cavendish har været rygtet til det danske løb.
André Greipel var også med i Post Danmark Rundt i 2005, hvor han vandt den afsluttende etape på Frederiksberg Allé, mens han endte i top-3 på både første og anden etape.
Den tyske rytter vandt VM-bronze i Danmark i september, hvor Mark Cavendish blev nummer et og Matthew Goss nummer to.
/ritzau/