Spillerforening: Der er omkring 1500 sager

Nogle spillere har krav på store beløb i feriepengesagen, siger Spillerforeningens direktør Mads Øland.

Stort set alle danske klubber med kontraktspillere kan se frem til sager om manglende udbetaling af feriepenge.

Spillerforeningens direktør Mads Øland fortæller, at det drejer sig om cirka 1500 spillere i omkring 40 klubber, men tør ikke gætte på, hvor mange penge spillerne alt i alt har til gode.

- Vi har ikke regnet på det. Vi har koncentreret os om at få de første tre sager afgjort i første omgang og vil nu gå videre.

- Det er cirka 40 klubber, der har været tilknyttet overenskomstsystemet. Nogle af de 1500 spillere har store krav, og andre har krav på næsten ingenting, siger Mads Øland og oplyser, at han man nu vil gå i dialog med Divisionsforeningen og klubberne.

- Dommen er klar og udstikker nogle klare retningslinjer i forhold til de andre sager.

- Vi bør nu kunne løse de resterende sager i en forhandling med Divisionsforeningen og klubberne, så vi ikke skal belemre retten med nye sager, siger Mads Øland.

/ritzau/

Følg os på Facebook

Så får du nyheder direkte leveret, og kan deltage i debatten på vores artikler.