Niko Grünfeld er kultur- og fritidsborgmester i København. Han er medstifter af Alternativet og Altivisten. Niko er i øvrigt iværksætter på tiende år og arbejder med ledelsesrådgivning, coaching, konfliktmægling og undervisning i erhvervslivet samt den offentlige sektor.
NU SIGER DE DET SELV UDEN OMSVØB: Det der foregaår i Københavns jobcentre, er langt hen ad vejen meningsløst. Der har nu igennem længere tid lydt kritik af især jobcentret på Lærkevej, som er blevet en slags symbol for den håbløse ramme, der er sat for sagsbehandlerne og borgerne. Og den 18. september meldte en række sagsbehandlere fra netop jobcentret på Lærkevej sig i Dagbladet Information ind i debatten, med en skarp kritik af de rammer, der er sat for deres arbejde. Det er modigt at sagsbehandlerne nu siger fra, og det er kun naturligt at deres stemme kommer til at spille en afgørende rolle for diskussionen.
DE TRISTE TILSTANDE er resultatet af en lovgivning, som tager udgangspunkt i mistillid og kontrol, og som på kommunalt plan er blevet fulgt op med en halvhjertet prioritering af jobcentrene. Det er derfor vi hører om sager som 63-årige Vladimira Kristensens: En kvinde, som lider af leddegigt, lungekræft og angst, og som helt åbenlyst burde komme på førtidspension, men som i stedet blev parkeret på kontanthjælp i alt for lang tid.
Jeg tror ikke sagsbehandleren tænkte på samfundsøkonomien, da Vladimira blev nægtet førtidspension, men et åbenlyst mål med førtidspensionsreformen, er at spare penge, ved simpelthen at tildele færre førtidspensioner. Det er altså en arrogant lovgiver, der tænker sådan.
RODEN TIL PROBLEMET er således de beskæftigelsesreformer, der er blevet gennemført af både VLAK-, V- og SRSF-regeringen; specifikt førtidspensionsreformen fra 2012, samt det ubarmhjertige kontanthjælpsloft og 225-timersreglen fra 2016. Der hvor situationen så kører helt af sporet, er når Københavns Beskæftigelses- og Integrationsudvalg oven i dette vælger at afsætte så sparsomme ressourcer som muligt til indsatsen for de mest udsatte borgere; ressourcer der skal sikre ordentlige arbejdsforhold for sagsbehandlerne og dermed en værdig behandling af borgerne.
DER FINDES KLARE TAL for hvor presset situationen er: Dansk Socialrådgiverforening anbefaler, at sagsbehandleren hjælper mellem 40 og 55 borgere ad gangen. Men ude i den virkelige verden ligger der ofte over 200 sager på hver enkelt sagsbehandlers skrivebord. Endvidere har sagsbehandleren ifølge den i loven indbyggede protokol kun 25 minutter til at sætte sig ind i hver enkelt af de 200 borgeres unikke situation. Og som sagsbehandlerne fra Lærkevej skriver: “Ingen kan hjælpe en udsat ledig til en bedre fremtid på 25 minutter.”
I Alternativet er vi lodret uenige i det menneskesyn, der gennemsyrer lovgivningen på beskæftigelsesområdet. Vi tror på, at borgerne vil noget mere med deres liv end at blive pisket ind og ud af jobcentre og meningsløs aktivering. Og vi har tillid til, at sagsbehandlerne er dygtige og kompente mennesker, som valgte deres arbejde, fordi de brænder for at hjælpe udsatte borgere til et bedre liv.
DET ER DERFOR Alternativet ønsker at indføre kontanthjælp uden modkrav. Det er derfor vi foreslår en total eliminering af det bureaukratiske kontrolelement fra jobcentrene. Og det er derfor vi vil rulle kontanthjælpsloftet tilbage, og ikke gå med til skattelettelser, der er finansieret med penge man har taget fra velfærden. Vi bruger i dag et to-cifret milliardbeløb på en beskæftigelsesindsats, der er lige så ineffektiv, som den er umenneskelig. Det siger sig selv, at vi skylder hinanden at bruge de penge på en bedre måde.
I mellemtiden bliver vi på kommunalt plan nødt til at prioritere jobcentrene højere og skabe bedre rammevilkår for sagsbehandlerne. Og vi må minde hinanden om, hvad god socialpolitik egentlig handler om: For i øjeblikket måles kvaliteten af en sagsbehandlers indsats på, om borgeren møder op til tiden og deltager i de tilbud, loven kræver. Men hvad nu, hvis vi også målte på indholdet af samtalen mellem sagsbehandleren og borgeren? Er det egentlig ikke dét, der er det afgørende?
I deres artikel i Information, peger Lærkevejs sagsbehandlere på Aabenraa Kommune som et eksempel på, at det kan betale sig at investere i en bedre social indsats. Byrådet satte 68 millioner af til at hjælpe udsatte borgere i arbejde, og resultatet blev, at inden for blot et enkelt år, bevægede halvdelen af kommunens udsatte sig fra kontanthjælp til enten et job eller til en mere adækvat ydelse, såsom førtidspension.
EN ORDENTLIG SOCIAL indsats betaler sig altså, både på et menneskeligt og økonomisk plan. Og jeg vil som Alternativet Københavns spidskandidat til kommunalvalget arbejde - for nu at sige det på godt dansk - røven ud af bukserne for, at København fra nu af tager sig sammen og gør noget seriøst for sine mest udsatte borgere.
Dette er et blog-indlæg og ikke et udtryk for Avisen.dk's holdning. Hvis du finder, at indlægget er æreskrænkende eller indeholder injurier, så send en mail til tip@avisen.dk.