Den spanske svømmer Sebastian Rodriguez Veloso vandt fredag sølv i 50 meter fri ved de paralympiske lege i London.
Det er der umiddelbart ikke noget opsigtvækkende i. Bortset fra at Veloso tidligere er dømt for terrorisme.
Spanieren, der i dag er 55 år gammel, blev i 1984 idømt 84 års fængsel for at have taget del i den kommunistiske terroristgruppe Grapos mord på en højtstående forretningsmand samt at have udført adskillige bombeattentater i Spanien.
I sin tid i fængslet gennemgik svømmeren en 432 dage lang sultestrejke, hvor han kun blev holdt i live ved tvangsfodring. Det var under sultestrejken, at han beskadigede adskillige organer og blev lam fra livet og ned.
Veloso blev løsladt i 1996 og begyndte herefter at træne sig op til kortere svømmedistancer.
Og nu er han altså paralympisk medaljetager.
/ritzau/