Team Saxo Bank kan i fremtiden komme til at hedde Team Saxo Bank Anfi.
Sådan er håbet hos timeshare- og ferievirksomheden Anfi Groups direktør, Jose Luis Trujillo, der i forvejen har et mindre sponsorat hos det danske cykelhold. Det er han dog klar til at opgradere.
- Vi har et strategisk mål om at blive mere synlig i Skandinavien og ikke mindst i Danmark, da vi gerne vil have flere skandinaviske timesharekunder.
- Anfi har lavet en fireårig aftale med Bjarne Riis, og den vil vi udvide efter Vuelta a España, så vi bliver co-sponsor og kommer på trøjen.
- Jeg forestiller mig navnet Saxo Bank Anfi, siger Jose Luis Trujillo til Børsen.
En af betingelserne for Anfis udvidede engagement er dog, at den suspenderede stjerne, Alberto Contador, fortsætter på holdet, når hans karantæne udløber til august.
Direktør hos Riis Cycling, Trey Greenwood, fortæller, at cykelholdet i øjeblikket taler med flere interesserede virksomheder.
- Jeg kan ikke bekræfte, at Anfi kommer på trøjen, da vi ikke har lukket nogle aftaler endnu i forhold til vores titelsponsorat i 2013, siger Greenwood til avisen.
Vuelta a España begynder den 18. august og slutter 9. september.