Der har været dage, hvor Peder Pedersens venner og kolleger bekymrede sig. Gennem de tynde baghus-vægge i deres studie-kollektiv på Frederiksberg strømmede så sønderknugende triste toner, at de frygtede, den multifacetterede musiker sloges med en depression.

»De bankede på for at høre, om alt nu også var i orden. Det var det jo, og så lavede vi lidt grin med, at de lige skulle høre den kommende Ugens Uundgåelige på P3. Det kunne typisk være sådan et nummer, der er fire gange så langsomt som det, de normalt spiller i radioen,« fortæller han.

Det er i sandhed en sagte, blå og langsom solodebut, Peder i dag udgiver. And He Just Pointed to the Sky , som albummet hedder, ligger langt fra hiphop-produceren og Pelding-medlemmets tidligere bedrifter. Faktisk ligger den langt fra det meste. Ifølge Peder er det meningen, at den atmosfære-spækkede musik skal trække lytteren ned i et altopslugende sort hul af stemninger:

»Der hersker en filmisk reference på pladen. Noget, som skal skabe en følelse lignende den, man for eksempel får af David Lynchs film. Altså ikke den slags film, hvor man går ud af biografen og siger åhr, fedt nok, det var butleren, der gjorde det . Når man hører min musik, skal det være som at blive rusket rundt i en drømmeverden. Helt kulret. Men jeg drager ingen paralleller ellers, for David Lynch er jo for vild.«

At lukke øjnene

Normalt ville man forvente et mere rytmebaseret album fra Peder, som i mange år gjorde sig i producergruppen The Prunes. En succesfuld trio, der blandt andet nåede at arbejde med Beastie Boys. Alligevel mangler beatsene stort set på solodebuten, selvom det ikke var meningen fra begyndelsen af. Kimen til det dæmpede udtryk blev lagt, da den 33-årige københavners øjne strejfede et interview med den legendariske lyddesigner Rick Rubin.

»Han forklarede, at når han sad og arbejdede på et projekt, så lukkede han øjnene og lyttede til de muligheder, musikken rummede, og besluttede sig. Jeg blev mindet om, at det gjorde jeg ikke. Jeg lyttede ikke. Jeg ville også trække vejret på anden måde og blive trukket ind i en stemning. Her hjalp det helt enormt at fjerne trommerne fra lydbilledet. Så havde jeg ikke det rytmiske grundlag og var nødt til at genopfinde mig selv.«

R.I.P. Gramsespektrum

And He Just Pointed to the Sky er, som antydet, ingenlunde nogen humørbombe. Og det harmonerer i virkeligheden dårligt med Peders spøgefulde fortid. Han grundlagde på det nærmeste DR2 s stolte ungdomssatire som den ene halvdel af Gramsespektrum – det vel sagtens sjoveste, der er sket Danmark siden Dirch Passer.

Med vanvittige dialoger, udklædninger, absurditeter og musikalske indslag som curlingsangen Vi Kaster Med Sten og svømmehals-rappen Bademestrenes Storhedstid parodierede makkerparret sig fra triumf til triumf. Og banede vejen for navne som Drengene fra Angora og Banjos Likørstue.

Peder og kumpanen Simon Bonde stoppede, mens legen var grummest grineren. Gramsespektrums skærm er for evigt sort.

»Der er mange, der siger, at vi dannede skole, og vi havde det da virkelig sjovt undervejs. Men vi drog alligevel et lettelsens suk, da vi besluttede at stoppe. Det var hårdt, vi havde presset citronen. Fordi vi var så kræsne med det, vi lavede. Det måtte ikke ligne noget andet i satire-genren, og det gjorde skabelsesprocessen enormt nedslidende,« siger Peder, der blandt andet høstede stor anerkendelse for sine evner som dobbelttemporapper, når Gramsespektrum skamred den danske hiphopscenes største klichéer med at spise på Burger King og lege sorte gangstere med løstsiddende pistoler og håndtegn.

International respons

Selvom Peder demonstrede fin flair for fængende pop i Gramsespektrum-regi, kan man ikke beskylde ham for at at spekulere i traditionelle hook-skabeloner. Slet ikke på And He Just Pointed to the Sky . Men han føler sig ingenlunde for fin til ørehængere og hitlister, forsikrer han.

»Nogle folk sætter sig ned og spekulerer i, hvordan de laver et hit. De tjener måske mange penge og er glade for det, de gør. Men jeg ville bare blive forvirret over at arbejde sådan, så jeg laver tingene på min egen måde. Og det er da gået meget godt indtil videre,« påpeger Peder, som rent faktisk både har opnået at blive Ugens Uundgåelige på P3 og fået udsædvanlig god international respons på solodebuten.

En håndfuld pladeselskaber ville gerne udgive den i resten af verden, da danskeren henvendte sig, og han endte med at signe til det anerkendte Ubiquity-label, der hører hjemme i Californien.

»Sådan var det ikke gået, hvis jeg havde forsøgt at ramme en anden lyd. Albummet er det mest kompromisløse, jeg har bedrevet, og det har jeg det enormt godt med.«