En undersøgelse som Nordea har lavet viser, at hver husstand vil bruge 700 kroner mere på rejser i år end sidste år. Og den netop igangværende udbetaling af SP-pengene har virkelig sat gang i danskernes rejselyst.
"Året startede rigtig skidt for os. Det lignede faktisk det værste, vi indtil nu har været ude for. Men så skal jeg love for, at der er sket noget de sidste par uger," siger rejsebureauet Apollos direktør, Jan Lockhart, til DR.
Og flere rejsebureauer har oplevet en sand telefonstorm i forbindelse med at ordningen om SP-pengene trådte i kraft.
Men ifølge Nordea har danskernes privatøkonomi har det generelt godt.
"Danskernes privatøkonomier er i topform. Vi kan hæve SP, der er skattelettelser, benzin- og madpriserne er i ro, så der er flere penge at gøre godt med, når de faste udgifter er betalt. Det vil vi så bruge på ferien i år," forklarer Ann Lehmann Erichsen, der er forbrugerøkonom i Nordea.
Undersøgelsen tyder på, at rejserne bliver betalt med både opsparede midler og SP-pengene.