Der er endelig lys for enden af tunnellen i Den Mexicanske Golf, hvor det for en tid er lykkedes olieselskabet BP at stoppe olielækken, der har skyllet millioner af liter olie ud i det naturskønne hav.
Men den allerede berømte prop har langt fra spredt glæde og forløsning blandt de lokale, der stadig har alt for mange ubehagelige billede på nethinden til at glæde sig for tidligt.
"De folk, jeg har talt med, siger, at det her naturligvis er en rigtig god nyhed. Det er den mest positive nyhed, der har været siden den 20. april. Men folk er stadig meget kede af det, fordi der stadig ligger 500 mio. liter olie i golfen som skal ryddes op," forklarer havbiolog i Greenpeace Hanne Lyng Winter.
Folk kan simpelthen ikke forstå, at det skulle tage BP så længe at få styr på katastrofen. Vreden mod selskabet fylder derfor meget.
"Hele stemningen hernede er bare trist, fordi det her er endnu en stor sorg, der rammer New Orleans. Det er altså kun fem år siden, orkanen Katrina hærgede byen," forklarer hun.
Her fredag eftermiddag dansk tid er det tidlig morgen i det sydlige USA. Og indtil nu ser den midlertidige prop ud til at virke.
Nu skal BP teste om det fortsætter sådan, og skulle det være tilfældet, så skal proppen fjernes, hvorefter opsamlingsskibe vil overtage arbejdet.