Solide FC Midtjylland sejrer sikkert i Aarhus

FC Midtjylland hopper op på Superligaens andenplads efter en 3-0-sejr på udebane over AGF.
Jakob Poulsen var blandt målscorerne, da FC Midtjylland sejrede i Aarhus.
Jakob Poulsen var blandt målscorerne, da FC Midtjylland sejrede i Aarhus. Foto: Henning Bagger/Scanpix

FC Midtjylland indtager Alka Superligaens andenplads, efter at midtjyderne i sikker stil besejrede AGF med 3-0 på udebane.

Begge mandskaber fik store tilbud i kampens indledning. Efter seks minutter blev Rasmus Nissen spillet helt fri i højre side, men AGF-keeper Aleksandar Jovanovic kom flot ud af sit mål og afværgede.

Det samme gjorde målmandskollega Jesper Hansen i FCM-målet to minutter senere, da Mustafa Amini helt ud af det blå afdriblede tre mand og var alene igennem.

Tilmeld dig gratis vores nyhedsbrev for flere nyheder.

Efter 24 minutter var der dog intet at gøre for AGF-målmanden, da Paul Onuachu steg til vejrs og flot headede bolden i mål efter et indlæg fra Jakob Poulsen.

Onuachu kunne have fordoblet føringen kort før pausen, da han kom først frem til en bold i det lille felt. Nigerianeren sparkede dog på overliggeren, og FCM kunne derfor gå til pause med en 1-0-føring.

Gæsterne kom buldrende ud til anden halvleg og pressede aarhusianerne i bund.

Både Paul Onuachu og Alexander Sørloth dominerede AGF-forsvaret i luftspillet, hvilket konstant resulterede i flere muligheder for at udbygge føringen.

Overtaget gav pote, da Adama Guira nedlagde Tim Sparv i AGF-feltet efter 67 minutters spil, hvilket blev takseret til et straffespark. Jakob Poulsen eksekverede på sikker vis og bankede midtjyderne i front med 2-0.

Begge forsvar holdt åbent hus og tillod store chancer mod kampens afslutning. FCM cementerede dog sejren i overtiden, da Marc Dal Hende trampede bolden over stregen efter stort klumpspil.

FCM tog dermed en sikker 3-0-sejr, som AGF aldrig var tæt på at presse.

AGF møder på fredag oprykkerne fra Helsingør på udebane, mens FCM hjemme tager imod AaB på søndag.

/ritzau/

Følg os på Facebook

Så får du nyheder direkte leveret, og kan deltage i debatten på vores artikler.