Forvent at mundvandet vil løbe hver fredag aften, når TV 2 får verdenspremiere på det nyudviklede skandinaviske format '100 knive'. I programmet kæmper 100 medvirkende, der alle til daglig arbejder professionelt med mad, om at bevise deres kulinariske talent, men også deres evne til at samarbejde, lede og overleve under ekstremt pres i et køkken. Dommerne er de to anerkendte og ikoniske køkkenchefer, Rasmus Kofoed og Kamilla Seidler.
- Når jeg bedømmer retterne, kigger jeg på det visuelle indtryk, autenticitet, duft, smag og harmoni, siger Rasmus Kofoed, der håber, at programmet vil inspirere seere i alle aldre til at gå i køkkenet sammen og lave mad med det bedste fra naturens skatkammer.
Internationalt perspektiv
Kamilla Seidler ser frem til at vise seerne, hvor meget håndværk kokkefaget har at byde på, samtidig med at hun kan bidrage med et internationalt perspektiv på gastronomien.
- Jeg har boet og arbejdet mange steder i verden, der fortolker deres lokale gastronomi på mange andre måder, end vi gør i Danmark. Jeg synes, det er spændende at kombinere den viden med lokale råvarer og udfordre deltagerne på den måde, siger Kamilla Seidler, der var positivt overrasket over hvor mange forskellige discipliner og teknikker, de medvirkende mestrede.
Benhårdt udskilningsløb
I løbet af ti programmer følger seerne 100 kokke fra de indledende elimineringsrunder til skabelse af syv køkkenbrigader hver bestående af en chefkok og tre kokke. Herefter dyster brigaderne uge for uge i kampen for at undgå eliminering for til sidst at vinde konkurrencen og 500.000 kr.
- De medvirkende brænder for deres fag, og det giver seerne lyst til at heppe på dem, når de igen og igen presses til at træffe hurtige, rigtige valg og eksekvere dem for at lykkes videre i konkurrencen, siger TV 2-redaktør Thomas Richardt Strøbech, der håber, at hele familien vil se med hjemme foran skærmen.
Hvem kan bevise sit talent, lede et hold og blive den ultimative køkkenchef? Se med fra fredag 2. oktober på TV 2 og TV 2 Play.