PFAS kan findes i byggevarer, uden at bygherrer, arkitekter og entreprenører nødvendigvis ved det.
Det skal et nyt projekt nu forsøge at ændre. Rådet for Grøn Omstilling, Henning Larsen Architects, Søren Jensen Rådgivende Ingeniører og TRE – Trap, Rose & Ekblad går sammen om at kortlægge PFAS i en række byggevarer. Projektet har fået 2,4 millioner kroner fra Realdania og Grundejernes Investeringsfond og løber frem til november 2027.
Et tidligere projekt fandt ifølge Rådet for Grøn Omstilling PFAS i flere typer byggevarer. Samtidig fremgår stoffernes tilstedeværelse ikke altid af produktinformation og datablade.
- Vi har allerede enorme udfordringer med skadelige kemikalier i bygninger og byggeaffald fra fortidens materialevalg og mangelfulde regulering, siger Lone Hjorth Mikkelsen, ph.d. og seniorrådgiver i Rådet for Grøn Omstilling.
Projektet skal blandt andet bruge laboratorieanalyser, interviews og konkrete cases til at undersøge, hvilke PFAS-forbindelser der findes i byggevarer, og hvilke alternativer der kan bruges.
Resultaterne skal offentliggøres løbende.