Vinteren bød på flere markante udskiftninger i Sønderjyske.
Succestræner Jakob Michelsen tog til Hammarby, veteranen Tommy Bechmann stoppede karrieren, og Simon Kroon, Marc Dal Hende og Janus Drachmann blev solgt til FC Midtjylland.
Allerede til sommer kan Sønderjyske igen stå over for stor udskiftning, når flere nøglespilleres aftaler udløber.
- Pierre Kanstrup, Johan Absalonsen og Nicolaj Madsen har alle kontraktudløb, og vi kan ikke planlægge i forhold til dem, for situationen med dem er uafklaret.
- Jeg tror stadig på, at der er mulighed for at holde på dem. Ingen af dem har meldt ud, at de ikke vil være her længere, siger træner Claus Nørgaard.
Afskeden med en håndfuld vigtige navne i vinter har betydet en svær start på 2017 for Sønderjyske, der har tabt otte af 12 kampe siden vinterpausen.
- En del af den stamme, der var med i det succesfulde 2016, er her ikke længere. Vi skal arbejde på at implementere de nye spillere, vi har fået, og der kan allerede igen til sommer ske et skifte i truppen.
- Skal vi igen skifte tre-fire af de bærende spillere, er der et stykke til en ny bølgetop. Holder vi på dem, er der et fundament at bygge på, siger træneren.
Midtbanespilleren Marcel Rømer er en af de spillere, der stadig er om bord i den lyseblå båd, og han erkender, at spillet ikke er som i 2016.
- Før i tiden var vi bedre til at holde kampene i live, og vi var bedre til at lukke af. Det handler ikke kun om målmanden og forsvaret, det handler om at forsvare som hold, siger Rømer.
- Når man kommer bagud, sker der noget i hovederne på folk, og vi skal være bedre til at variere vores spil, når det sker.
Sønderjyske tabte søndag 0-2 ude til Lyngby.
/ritzau/