Langebro trænger til en omfattende renovering, og politikerne skal beslutte, om broen fortsat skal kunne åbnes.
En renovering som oplukkelig bro kan koste over 400 millioner kroner, mens en permanent lukning kan blive væsentligt billigere.
Skal Langebro fortsat kunne åbnes for store skibe, eller skal den fremover være permanent lukket?
Det spørgsmål skal politikerne i København tage stilling til, og fra i dag onsdag den 9. september kan københavnere og andre interesserede komme med deres mening, da Københavns Kommune har sat gang i en seks uger lang offentlig høring om broens fremtid.
Baggrunden er blandt andet økonomien. Broklapperne, der gør det muligt at åbne og lukke Langebro, trænger kraftigt til renovering. Ifølge Københavns Kommunes Klima-, Miljø- og Teknikforvaltning vil den nødvendige renovering koste mellem 400 og 417 millioner kroner, hvis Langebro fortsat skal kunne åbnes. Dertil kommer andre relevante arbejder for 44 millioner kroner.
Hvis broen i stedet gøres permanent ikke-oplukkelig, ventes de nødvendige arbejder at koste mellem 150 og 200 millioner kroner. Projekteringen er anslået til yderligere 20 millioner kroner.
Klima-, miljø- og teknikborgmester Line Barfod mener, at københavnerne skal høres, før beslutningen bliver truffet.
- Om Langebro fortsat skal kunne åbne er en beslutning, der har vidtrækkende konsekvenser for havnens fremtid. Derfor er det vigtigt for mig, at vi nu sætter tid af til en ordentlig inddragelse af københavnerne, inden vi træffer en endelig beslutning, siger hun i pressemeddelelsen.
Store skibe kan blive ramt
En permanent lukning vil få betydning for de større skibe, der skal ind i den sydlige del af Københavns Havn. Mindre fartøjer som kajakker, havnebusser og mindre turbåde kan ifølge kommunen sejle under broen uden en åbning.
Broen åbnes i dag for gennemsejling omkring 100 gange om året. Det er især kommercielle turbåde, men også blandt andre entreprenører, private sejlskibe og husbåde, der benytter muligheden. Uanset hvilken løsning politikerne vælger, lukker kommunen for muligheden for at bestille broåbninger fra medio 2028 på grund af broklappernes dårlige stand.
Sagen ventes at indgå i forhandlingerne om Overførselssagen i foråret 2027.
Seks ugers høring
Høringen løber fra 9. september og seks uger frem. Der bliver blandt andet holdt informationsmøde for erhvervsinteressenter den 28. september og borgermøde den 30. september i Kulturhuset Islands Brygge.
På Kulturnatten den 9. oktober bliver det desuden muligt at komme ind under Langebro og blandt andet opleve det 70 år gamle maskinrum og broens mekanik.