Når læger i psykiatrien vurderer de samme standardiserede patientcases, når de kun frem til samme diagnose i 55 procent af tilfældene.
Det viser et nyt studie fra Københavns Universitet med deltagere fra 19 lande.
Hvor sikker er en psykiatrisk diagnose? Et nyt studie fra Københavns Universitet peger på, at svaret i nogle tilfælde kan afhænge meget af, hvilken læge der foretager vurderingen.
I studiet blev 1.038 psykiatere og andre læger i voksenpsykiatrien fra 19 lande præsenteret for skrevne og standardiserede patientcases. Hver deltager skulle vurdere to ud af ni cases og vælge en diagnose efter WHO's ICD-10-system. Samlet var lægerne enige om diagnosen i 55 procent af tilfældene.
- Vores studie viser, at når to psykiatere stiller en diagnose på samme patient, vil de kun være enige i 55 procent af tilfældene. Det synes vi er bekymrende lavt, siger professor og overlæge Julie Nordgaard fra Københavns Universitet.
Hun peger på, at resultatet ligger på niveau med nogle af de undersøgelser fra 1970'erne, som var med til at sætte gang i udviklingen af standardiserede diagnosekriterier.
Særligt svært ved skizofreni
Uenigheden var ikke lige stor for alle diagnoser. Ifølge studiet var det særligt vanskeligt at skelne mellem diagnoser inden for skizofreni-spektret. Ved cases, der kunne vurderes som skizofreni eller skizotypisk sindslidelse, var enigheden ofte under 50 procent.
Ph.d.-studerende Mateo Boberg, der er førsteforfatter på studiet, peger på, at symptomer på forskellige psykiske lidelser kan overlappe. Tvangstanker kan eksempelvis forekomme ved både OCD og skizofreni. Forskerne mener, at den diagnostiske usikkerhed både kan få betydning for patienter og for forskning i behandling af psykiske lidelser.
Julie Nordgaard vurderer, at sygdomsbillederne bør beskrives mere præcist, så diagnoserne lettere kan afgrænses fra hinanden. Forskerne peger desuden på, at antallet af diagnoser muligvis bør reduceres.
Studiet, Reliability of psychiatric diagnoses in the 21st century, er offentliggjort i tidsskriftet Frontiers in Psychiatry.