Fra 2020 til 2025 blev der registreret 692 ulykker med el-løbehjul i Danmark.
121 personer kom alvorligt til skade, mens én person mistede livet. Tallene stammer fra Vejdirektoratet og er indhentet af Alm. Brand.
121 personer er kommet alvorligt til skade i ulykker med el-løbehjul i Danmark på seks år.
Fra 2020 til og med 2025 blev der ifølge tal fra Vejdirektoratet registreret 692 ulykker med el-løbehjul. Heraf var 218 personskadeulykker, mens 474 var ulykker med materiel skade. Én person mistede livet i perioden. Tallene er indhentet fra Vejdirektoratet af forsikringsselskabet Alm. Brand.
Udviklingen i de seneste år bekymrer selskabet. I 2023 blev 15 personer alvorligt kvæstet. Tallet steg til 28 i 2024 og lå på 26 i 2025.
- Næsten 700 ulykker på seks år viser tydeligt, at der stadig er behov for et stærkt fokus på sikkerheden omkring el-løbehjul, siger Mathias Kjær Sigvaldason, VP for Ulykke i Alm. Brand.
Ifølge Alm. Brand viser tallene ikke alderen på de personer, der er kommet til skade. Forsikringsselskabet oplyser dog, at det blandt egne skadesanmeldelser oplever mange unge blandt de tilskadekomne.
Selskabet peger blandt andet på højere hastigheder, manglende brug af hjelm og ulovligt tunede el-løbehjul som mulige faktorer, der kan øge risikoen for alvorlige ulykker.