En række elforbrugere fra Jylland til Bornholm har modtaget falske sms’er, hvor de bliver bedt om at betale en regning fra energikoncernen EWII. I beskederne bliver modtagerne truet med, at strømmen bliver afbrudt, hvis de ikke betaler via et link. Men beskederne kommer ikke fra EWII, oplyser selskabet.
Linket fører ifølge EWII til en falsk hjemmeside, der bruger selskabets farver og logo.
- Slet beskeden. Klik ikke på linket, og indtast ikke betalingsoplysninger, siger Casper Brejnbjerg Olsen, direktør for abonnementssalg og kundeservice i EWII.
EWII anbefaler, at man er særligt kritisk over for sms’er og mails, som kræver hurtig betaling eller indeholder links.
Er man i tvivl om en besked, bør man selv gå direkte ind på EWIIs hjemmeside eller kontakte selskabets kundeservice i stedet for at bruge linket i sms’en.