De cirka 100 danske soldater, der i sidste uge blev fløjet ud til Kuwait fra Al-Asad-basen i Irak ved fortsat ikke, hvad den nærmeste fremtid bringer.
Deres soldaterholds periode på Al-Asad-basen udløber til februar, men regeringen har lagt op til, at de måske kan nå tilbage på basen, inden hjemsendelsen.
Ifølge sergenten John, der ikke ønsker sit efternavn frem, ved soldaterne ingenting.
- Jeg aner ikke, om vi skal den ene eller den anden vej, siger han på en telefon fra den amerikanske base i Kuwait.
Den 49-årige sergent var en af de mere erfarne danskere på basen, da den onsdag morgen blev ramt af en serie af ballistiske missiler fra Iran.
Danskerne var varslet om, at "noget var på vej" i flere timer inden missilangrebet.
John og hans deling havde derfor forskanset sig i en bunker på basen, hvor de havde slæbt forsyninger ned og lavet et interimistisk toilet af en spand og en plastikpose.
- Vi sidder dernede, og vi har fået et tidspunkt, hvor de forventede, at selve angrebet skulle køres af.
- Stemningen er egentlig rigtig god. Vi sidder og hygger os. Der bliver joket lidt, og nogle tror, at det er en "and", at angrebet kommer, siger han.
Det er det ikke, og pludselig lyder det ifølge John over radioen: Der er incoming, incoming, incoming.
- Det, der så kommer, er noget mere voldsomt, end vi havde forestillet os.
- Jeg har aldrig selv oplevet noget lignende de gange, jeg har været under angreb. Det var barskt for mange og også for mig, siger han.
Hvorfor var det særligt voldsomt?
- Det er kraften i eksplosionerne og mængden af sprængstof i de missiler. Det er noget helt, helt andet end det, danske soldater traditionelt er blevet beskudt med, som ligger flere 100 procent under i sprængstyrke, siger han.
Soldaterne i bunkeren mærker trykbølgerne og prøver at trække vejret gennem skyer af støv.
De tæller ni missiler i den første angrebsbølge og mellem tre og fem i de efterfølgende.
Der går lidt tid mellem den første og de næste serier af missilnedslag.
- Vi sad og snakkede om, om det var, fordi de skulle have ladt op, eller om de først skulle se ødelæggelserne på et satellitbillede og så have fintunet deres skydning, siger John.
Efter det første angreb kunne soldaterne høre mindre brag, når olietønder og brændstoftanke på køretøjer eksploderede i den brændende lejr.
- Der er en stank af svovl og røg og brændt plastik i luften.
- Man kan høre metalstumper og fragmenter, der falder ned i minutterne efter eksplosionerne. Det er fragmenter på størrelse med et sofabord, siger han.
Var I bange for at dø?
- Ja, jeg var bange for at dø, og det tror jeg bestemt også, at alle de andre var, siger han.
Alligevel har angrebet ikke taget lysten til at blive udsendt til nye brændpunkter fra sergenten John.
- Det her viser bare mig, at der er behov for os ude i verden. Så kommer de og spørger mig i morgen, om jeg vil afsted igen, så er svaret ja. Det er en del af mit job, og det jeg har sagt ja til, siger han.
De danske soldater har på basen i Kuwait haft mulighed for at tale med psykologer, som Forsvaret har sendt ned til dem.
/ritzau/