Sohn vil bygge stort: H.C. Andersen World

Erhvervsministeren vil have en kæmpe forlystelsespark baseret på eventyrforfatteren. Odense melder sig klar.

Det gælder om at tænke stort, globalt og gigantisk. Skal Danmark gøre sig nogle forhåbninger om at fange og fastholde den nye strøm af købestærke turister især fra Kina, skal der fuld fart på oplevelsesindustrien.

Og den bedste oplevelse, som Danmark kan give kinesiske og andre asiatiske turister, er en gigantisk og overdådig dansk forlystelsespark baseret på H.C. Andersens verdensberømte eventyr og fortællinger.

Sådan lyder meldingen fra erhvervs- og vækstminister Ole Sohn (SF) i Politiken.

Ministeren opfordrer private investorer og branchefolk til at tage fat på projektet:

- I USA har de Disney World. Hvorfor har vi ikke et H.C. Andersen World skruet op i global størrelse, så det ikke er ti små havfruer, men en kæmpe park af internationale dimensioner bygget op om nogle af H.C. Andersens mest berømte eventyr.

- Står det til mig, skal det være stort. Vi taler om en investering, der skal tælles i milliarder, siger Ole Sohn til Politiken.

Forslaget om en storstilet H.C. Andersen-park får fuld opbakning fra arbejdsgiverorganisationen Dansk Erhverv:

- Det er en af de absolut bedste idéer, vi har hørt længe. Der er gode arbejdspladser og indtægter i projektet. Men det er helt afgørende, at det er private investorer, der løser opgaven - og ikke staten, siger direktør Christian T. Ingemann til Politiken.

H.C. Andersens fødeby, Odense, har for længst reserveret et stort grundareal til opførelsen af en park til ære for sit verdensberømte bysbarn.

Efter adskillige mislykkede forsøg på at få projektet realiseret håber Odenses borgmester, Anker Boye (S), at der er lys forude.

- Det handler bare om, at Ole Sohn sammen med mig finder investorerne. Vi har gjort det hele klar herovre med jord, vand, kanaler og det hele, siger den fynske borgmester til Politiken.

/ritzau/

Følg os på Facebook

Så får du nyheder direkte leveret, og kan deltage i debatten på vores artikler.