Jeg hedder Malene Seest Holmqvist og er pædagog i en daginstitution. Mit mål er at skabe opmærksomhed på det pædagogiske fag, vigtigheden af gode dagtilbud og hvad vi kan, når vi kan. Samtidig ønsker jeg at gøre opmærksom på de urimelige vilkår og konstante nedskæringer på området, hvad det har af konsekvenser for børn, familier og vores samfund og hvorfor vi i stedet burde investere massivt i området.
Torsdag morgen havner jeg på hospitalet, direkte på operationsbordet.
Indenfor fem minutter er jeg både blevet hjemløs, faldet på min motorcykel, har brækket armen og fået hukommelsestab. Endda med en baby i maven.
Dette sker i puderummet ved siden af min stue. En torsdag morgen. I en leg med Sofia på fem år. Hun har en fantastisk fantasi og elsker at instruere alle rollelege.
Hun er dog et af de børn, som har særlige udfordringer i leg med andre børn. Derfor vælger de andre børn hende ofte fra. Det er mit job som pædagog at ændre denne udvikling, så Sofia får venner.
Mens jeg ligger på gulvet i puderummet i hospitalslegen, giver Sofia mig tæppe på, og tre andre børn kommer til.
Pædagogisk inklusionsarbejde er begyndt.
Jeg veksler mellem to ting. Jeg taler Sofias initiativer til legen op overfor de andre børn for at skabe interesse omkring hende. Og jeg hjælper med at give plads til de andre børns initiativer i legen ved at italesætte deres ønsker og uddybe dem overfor Sofia.
På den måde får alle fire børn indflydelse på legen, og Sofia får tæt voksenstøtte til at gå på kompromis.
Jeg hjælper også Sofia med at sætte ord på hendes hensigter, når frustrationerne opstår. Jeg spejler hendes følelser ved at italesætte dem, og jeg præsenterer alternativer til handlinger i situationen.
Jeg afstemmer hele tiden forventningerne mellem børnene ved aflæse behov og italesætte deres ønsker. Det får Sofia mulighed for at øve sig på, mens jeg hjælper med at holde fokus på fællesskabet i den gode leg.
Fordi jeg støtter hende og legen hele tiden.
De andre børn er tydeligt imponeret over, at Sofia både får bygget et røntgenapparat til min arm ud af puder og gør én af de andre børn til sygeplejerske, som kan holde min hånd, mens jeg bliver vaccineret. Legen glider nemt, fordi jeg hele tiden støtter Sofia.
Imens er min kollega alene på stuen.
Jeg kan høre, at der bliver afleveret flere og flere børn. Jeg prøver at holde fokus på legen, for det er sjældent, at jeg får tid og mulighed for at fordybe mig i den slags vigtige lege. Da jeg kan høre mange stemmer fra stuen og gråd fra et af børnene derinde, er jeg lige ved at rejse mig for at hjælpe min kollega.
Men jeg bliver liggende. Jeg kan ikke huske, hvornår jeg sidst har befundet mig i en situation som denne, hvor jeg ikke skulle afbryde den. Normalt skal jeg samtidig holde øje med mange andre børn, hjælpe nogle på toilettet, snakke med en forælder, løse konflikter mellem andre børn eller noget helt syvende.
Så lige i dette øjeblik holder jeg fokus på legen, hospitalssengen og puderne omkring min arm, som er ved at tage et røntgenbillede, samt på Sofias glade ansigtsudtryk.
For det er lige nu, at de bittesmå langsommelige skridt i relationsdannelse, inklusion og et positivt selvværd og identitetsdannelse sker. Det hjælper jeg, som pædagog, på vej og støtter op om ved nærværende indlevelse og omsorg og mine faglige kompetencer.
Det er dét, som vi pædagoger kan. Men det kræver, at vi er nok pædagoger i daginstitutionerne.
Normeringsopgørelser viser, at ingen kommuner lever op til de, af pædagogernes fagforening BUPL, anbefalede minimumsnormeringer på max seks børn pr ansat i børnehaver og tre børn pr ansat i vuggestuer.
Opgørelserne tager ikke højde for, hvor meget tid pædagoger egentlig kan være sammen med børn, når der også skal tages hensyn til arbejdstid, skriftligt arbejde, ferie, møder og andet. Dette gør, at pædagoger alt for ofte står alene med gennemsnitlig 17 børn.
Det reducerer pædagogen til gårdvagt og brandslukker. De normeringer, som gør sig gældende i dag, opfyldes kun et par timer om dagen.
Et øjeblik efter i hospitalssengen kan jeg høre endnu et nyankommet barn med gråd i stemmen, og de resterende stemmer på stuen stiger. Jeg kan ikke holde fokus på legen i puderummet mere.
Jeg afslutter hospitalsbesøget og får en anden patient i hospitalssengen med Sofia som læge ved siden. Jeg rejser mig, siger tak for behandlingen og går ind for at hjælpe min kollega.
To minutter senere hører jeg Sofia græde. Legen er gået i stykker og har efterladt Sofia med endnu et nederlag.
Nederlag, som hverken styrker inklusionsprocessen, relationsdannelsen til de andre børn, selvværdet eller erfaringerne med og modet til at lege med de andre børn. Tværtimod.
Nederlag, som kunne reduceres og undgås, hvis vi var nok pædagoger i daginstitutionerne.
Dette er et blog-indlæg og ikke et udtryk for Avisen.dk's holdning. Hvis du finder, at indlægget er æreskrænkende eller indeholder injurier, så send en mail til tip@avisen.dk.