Søvndal ser klare fremskridt i Somalia

Udenrigsminister Villy Søvndal siger, der nu er brug for lederskab i Somalia, hvis freden skal sikres.

Udenrigsminister Villy Søvndal (SF) siger, at Somalia nu kan se fremad og har chancen for at gå ind i en ny æra, efter at landet har valgt en ny præsident efter tyve år med kaos, borgerkrig og overgangsregeringer.

- Præsidentvalget er et vigtigt skridt fremad for Somalia. En fredelig løsning på konflikten kræver en politisk løsning.

- Jeg opfordrer derfor den nye regering og det nye parlament til at udnytte det aktuelle momentum, siger Søvndal og tilføjer:

- Der er brug for, at der udvises lederskab og ansvar, og at der rækkes ud til dem, der ønsker en politisk løsning.

- Det er en forudsætning for at sikre en stabil og fredelig udvikling for Somalias hårdtprøvede befolkning.

- Vi er på vej ind i en ny og vigtig fase, som rummer nye muligheder, men også risici.

De politiske fremskridt finder sted på et tidspunkt, hvor der også er fremgang på andre områder.

Den islamistiske bevægelse Al Shabaab trænges således tilbage af Den Afrikanske Unions militære mission, Amisom, der også modtager støtte fra Danmark.

Danmark har et bredt og betydeligt engagement i Somalia og har fordoblet bistanden til Somalia fra 100 til 200 millioner kroner årligt i perioden 2012-14.

- Somalia er et af verdens mest skrøbelige og fattige lande. Knap to ud af 10 børn dør, før de er fem år, og meget få børn kommer i skole.

- Millioner af somaliske flygtninge befinder sig i nabolandene Kenya, Etiopien og Yemen. Udvikling og sikkerhed hænger uløseligt sammen.

Fra dansk side skal vi gøre vores til at afhjælpe fattigdommen og forhindre en spredning af problemerne, siger Søvndal, som kort før præsidentvalget havde møder med Somalias politiske ledere.

/ritzau/

Følg os på Facebook

Så får du nyheder direkte leveret, og kan deltage i debatten på vores artikler.