Villy Søvndal (SF) vil ikke forsøge at påvirke valget af SF's kommende formand.
Det fastslår han på et pressemøde fredag formiddag, hvor han officielt meddeler sin afgang som SF-formand.
- Jeg kommer ikke til at blande mig i, hvem der skal være den næste formand i SF, siger Villy Søvndal og understreger samtidig, at han ikke vil stikke næsen i den kommende formands visioner.
- Den nye formand får lov til at opbygge et nyt projekt, siger han.
SF's afgående leder, der fortsætter som udenrigsminister, påpeger, at han ser mange gode kandidater i partiet. Måske især blandt de yngre medlemmer.
- Jeg er glad for at give det videre til en ny SF'er. Formentlig en yngre, siger han.
Det er vigtigt for ham, at den nye formand, der sandsynligvis allerede træder til om et par uger, vælges gennem en demokratisk proces.
Villy Søvndal var klar over, at han ville trække sig som formand allerede, da SF kom i regering ved folketingsvalget sidste efterår. Men han holdt den viden for sig selv og sine mest betroede.
Statsminister Helle Thorning-Schmidt (S) blev orienteret om hans beslutning allerede torsdag aften. Mens SF's landsledelse, ministre, folketingsgruppe samt den øvrige regeringstop fik beskeden fredag morgen.
/ritzau/