Sælgeren Søren Møhlenberg er langt fra den eneste, der er stødt ind i en chef, der talte over sig efter en jobsamtale.
Også i andre brancher findes der tilsyneladende chefstole bemandet med sladrekællinger, som plaprer ud med fortrolige oplysninger til andre chefer.
Fagforeningen Djøf støder jævnligt på medlemmer, der har oplevet chefer, der sladrede efter en jobsamtale.
"Det er desværre et problem, som vi temmelig ofte støder på. Det er dybt uetisk og hamrende uprofessionelt," siger chefkonsulent Frederik Iuel.
Skal man udbede sig fortrolighed?
Når Djøf holder karrierearrangementer for de højtuddannede medlemmer, er der ofte nogen der spørger, om de skal fremgå af en jobansøgning, at modtageren bedes behandle ansøgningen med fortrolighed.
"Når vi så siger, at det er en selvfølge, at ansøgninger behandles fortroligt, er der altid et par stykker, der rejser sig op og fortæller, at de har oplevet det modsatte," fortæller Frederik Iuel.
At chefer plaprer op om jobsamtaler til andre chefer er et alvorligt brud på den fortrolighed, som både ifølge Djøf - samt chefernes egen forening Lederne, er en uskreven regel.
Diskretionen SKAL være der
"Det gør man bare ikke, og jeg kan ikke begribe, hvad en chef kan få ud af at fortælle andre om de kandidater, han eller hun har haft til samtale til en given stilling," siger Frederik Iuel.
Chefernes sladder har i flere tilfælde været så groft, at Djøf er gået ind i sagen.
Men da de sladrelystne chefer ikke gør noget ulovligt, har sagerne ikke fået noget retsligt efterspil. Djøf må i stedet nøjes med at udstede en 'næse' i håb om, at den pågældende chef undlader at sladre om jobansøgere fremover.
"Man SKAL kunne regne med diskretion, når man søger et nyt job," siger Frederik Iuel, som opfordrer medlemmer til at tage kontakt til fagforeningen, hvis de bliver udsat for chefsladder.