For anden uge i træk kan golfspilleren Søren Kjeldsen notere sig et fremragende resultat. En uge efter den delte syvendeplads i majorturneringen US Masters, sluttede Kjeldsen på en delt fjerdeplads i European Tour-turneringen Open de Espana.
Det skete efter en fornem afsluttende runde, hvor Kjeldsen var næstbedst af alle i tre slag under par. Det betød et avancement på hele 13 pladser.
Kjeldsen sluttede i samlet fire slag over par, hvilket var tre slag dårligere end turneringens vinder, englænderen Andrew Johnston.
De to øvrige danskere i finalerunderne, Thomas Bjørn og Thorbjørn Olesen, sluttede begge i ti slag over par på en delt 19.-plads.
De spillede dog som dag og nat søndag. Olesen gik en god runde i to slag under par og tog et spring frem på 27 pladser i stillingen.
Bjørn gik runden i fem slag over par og dumpede ned fra niendepladsen.
/ritzau/