Ishockeyklubben Sønderjyske har fundet sin nye sportschef, og valget er faldet på et særdeles velkendt ansigt.
Det bliver nemlig klublegenden Kim Lykkeskov, der efter afslutningen på denne sæson sætter sig i chefstolen, hvor han skal bruge den erfaring, han har samlet i mere end 800 førsteholdskampe for klubben.
- Kim Lykkeskov har i en årrække været synonym med ishockey og Sønderjyske.
- Han er ekstremt vellidt og bærer i alle sammenhænge bogstavelig talt vores værdier uden på trøjen, siger klubbens administrerende direktør, Klaus B. Rasmussen, i en pressemeddelelse.
Rasmussen har siden tidligere sportschef Søren Stockfishs død i 2015 dobbeltjobbet som både direktør og sportschef.
- Tiden er moden til, at jeg, billedligt talt, bliver sat på udskiftningsbænken, siger Klaus B. Rasmussen.
33-årige Kim Lykkeskov har været med til at vinde seks DM-titler og har opnået 68 landskampe for Danmark.
/ritzau/