Platformen OnlyFans vender rundt og dropper et forbud mod at lade brugere lægge hjemmelavede seksuelle videoer og billeder på sitet.
I sidste uge meddelte OnlyFans ellers, at den fra 1. oktober ikke længere vil tillade "seksuelt eksplicit" indhold.
Dette forbud var angiveligt nødvendigt for at leve op til regler og krav fra de banker og betalingstjenester, OnlyFans benytter.
- Vi har fået de nødvendige forsikringer for at kunne støtte vores alsidige fællesskab af bidragydere og har suspenderet de planlagte ændringer, skriver OnlyFans onsdag på Twitter.
- OnlyFans står for inklusion, og vi vil fortsat tilbyde et hjem for alle skabere (af indhold, red.), lyder det videre.
OnlyFans er en netbaseret platform, hvor brugere kan lægge videoer op og have følgere. Lidt som Instagram, Snapchat eller TikTok.
Den store forskel er, at man som følger skal betale for at se videoklip, og at indholdet i mange af videoerne er seksuelt.
Der er dog også meget andet på platformen - for eksempel madlavning og fitness.
OnlyFans har især tiltrukket sig opmærksomhed, fordi enhver kan tjene penge på hjemmelavet porno. Man kan sætte sin forretning op på platformen, lægge indhold op og selv sætte sin pris.
Der er 130 millioner brugere, hvoraf omkring to millioner brugere uploader indhold på platformen.
Virksomheden tager ifølge britiske The Times 20 procent i kommission fra de brugere, der skaber indhold og tjener penge på sitet.
OnlyFans fik stor medvind under coronanedlukningen, hvor pornoskuespillere søgte mod platformen for at holde forbindelsen til deres fans.
/ritzau/