Manglen på en aftale om lærernes arbejdstid får ikke socialpædagogerne til at strejke. Det fortæller Benny Andersen, der er forbundsformand for Socialpædagogerne.
Onsdag morgen havde han sammen med andre LO-forbund skrevet under på en aftale med regionerne. Dermed blev LO-gruppen splittet fra FTF og Akademikerne.
- Vi kom sammen, og vi gik sammen i forhold til de krav, som vi har opstillet i solidaritetspagten. På det regionale område har det handlet om løn og sikret spisepausen, siger Benny Andersen.
I har sagt en løsning for alle. Er der ikke opstillet to løsninger nu?
- Sådan ser jeg ikke på det. Der er fundet en løsning for alle, der vil være med på det regionale område.
- Man skal huske, at 2. marts vedtog samtlige organisationer et fælles konfliktgrundlag. Det grundlag siger, at vi er klar til at gå i konflikt, hvis vi ikke fik en stigning i realløn.
- Så var der nogle andre knaster.
Det må vel så betyde, at lærernes arbejdstid er ikke en konfliktgrund?
- I konfliktgrundlaget samlet set, som er vedtaget i fællesskab, handler det om reallønsfremgang og parallel lønudvikling.
Og ikke lærernes arbejdstid?
- Det er en knast. Det er ikke en del af det fælles konfliktgrundlag, som vi vedtog sammen.
Også HK/Kommunals Bodil Otto undgik onsdag morgen at forpligte sig til en aftale om lærernes arbejdstid eller strejke.
- Vi har hele tiden sagt, at vi vil hjælpe lærerne så langt i mål, som vi kan, siger hun.
- Vi har også sagt, at spørgsmålet om akademikernes spisepause skal løses i et eller andet omfang. Vi har kigget på de formuleringer, der er, og vi har haft jurister til at hjælpe til.
/ritzau/